Dokumentarfilmens fem grundformer

Den klassiske grundform
○ Filmen viser et problem – og giver ofte også en løsning
○ Klar og simpel historie og struktur
○ Alvidende fortæller
○ Voice-over stemme fortæller, hvad der sker
○ Billederne er mest illustrativ og viser bare helt enkelt, hvad der sker

Den observerende grundform
○ Vi, beskuerne, må selv finde ud af, hvad filmen handler om
○ Vi er ligesom ”fluen på væggen” – der ser tingene, som de sker.
○ Ingen fortæller noget, ingen voice-over-stemme
○ Vi oplever blot den ”rå virkelighed”
○ Vi oplever bare livet, som hovedpersonen lever det, og de særlige øjeblikke

Den poetiske grundform
○ Ingen rigtig historie
○ Fokus på sanselige og poetiske sider af virkeligheden - frem for konkret historie
○ Specielle billeder
○ Måske ingen hovedperson
○ Musikken eller særlige lyde er tit ekstra vigtige

Den personlige grundform
○ Subjektivt fortalt: Instruktøren er ofte selv synlig i filmen – måske handler den endda om ham/hende selv
○ Brug af filmiske virkemidler: Filmen minder lidt om en spillefilm med særlige effekter
○ Filmen handler om en meget personlig historie
○ Vi kommer meget tæt på det private

Den fiktive grundform
○ Ny slags moderne dokumentarfilm, dog med rødder i 1960erne
○ Filmen blander fiktion og fakta
○ Filmen bruger måske også tegnefilm, eller animation
○ Måske prøver den at genskabe noget, der ikke findes rigtige filmoptagelser af i virkeligheden (Kan også kaldes drama-dokumenter)
○ Filmen prøver måske at afsløre løgne