Folkeviser - baggrund

Folkeviserne har først og fremmest været beregnet for sang og dans. I 1100 tallet modtog ungdommen nye indtryk udefra, ligesom man gør i dag. Fra Frankrig bredte moden med fællesdanse sig og overklasseung­dommen d.v.s herremændenes sønner og døtre overtog moden og udviklede den efter danske forhold. Ikke ale­ne ungdommen var grebet af det nye modefænomen, men også munkene i Eskilsø kloster dansede, indtil bi­skop Absalon forbød det.
Vi kan forestille os en fest holdt på en af herregårde­ne i en tid, hvor hverken radio, båndoptager eller pla­despiller kunne levere musikken. Der har hos de unge været trang til at glemme den barske hverdag med kon­gemord, økonomisk krise og splid mellem adel og gejst­lighed, og derfor har sang og dans været en velkommen mulighed for morskab. Ved festen har en ung mand eller. pige startet med at. synge et par strofer, og de øvrige har.stemt i med omkvædet. Man har taget hinan­den i hænderne og startet en kædedans med forsangeren forrest. Danserne har bevæget sig ud i gården, ud på markerne, i skoven eller på volden. Alle steder i natu­ren egnede sig for dans.

Folkevisernes indhold
Langt de fleste folkeviser handler om kærlighed og el­skov. I sagaerne hørte vi, at pigens familie besluttede, hvem hun skulle giftes med. Det var en handel, der blev indgået. I folkeviserne hører vi om, at faderen efter moden overvejelse og i samråd med familien beslutte­de, hvilken brudgom der var passende for datteren. De piger, vi hører om i folkeviserne, tager imidlertid ikke forældremyndigheden særlig højtidelig. De tager ham, de kan lide. At forældrene eventuelt er i mod det, be­kymrer dem tilsyneladende ikke. Selv om folkeviserne hører til hos adelen, er pigerne ikke beskrevet som skabagtige, beskyttede jomfruer. Tværtimod hører vi, at de viser selvstændighed, er i stand til at klare sig i diskussioner og tør tage beslutninger. Dette var nød­vendigt, idet borgfruerne, når manden var væk, funge­rede som en slags "næstkommanderende", og ledede et eventuelt forsvar, hvis borgen blev angrebet.
Helt uimodtagelig for mandlig påvirkning har de dog ikke været. Især ikke når det gjaldt erotik. At en pige ofte gav efter for et stærkt initiativ, var den almindelige opfattelse.
Hverken kirken eller den ældre generation brød sig om ungdommens oprør mod gældende samfundsopfat­telse og moralbegreber. Præsterne forsøgte da også at skræmme befolkningen til at afstå fra "de utugtige dan­se", for det, man så, var unge forelskede mennesker, der oven i købet sang om deres følelser. De voksne vidste, at to unge, som er forelskede, også let mister deres fornuft. De forelskede bliver sjælelige sårbare og foretager s ig handlinger, som kan forkludre en fast til­rettelagt tilværelse. Derfor forsøgte de at holde fast ved de normer, som man var vant til.
Mændene i folkeviserne er ikke beskrevet som nogle superhelte. De islandske høvdinge gjorde alt for at vise styrke og værdighed, deres ære stod på spil. Men folkevisernes mænd lader til at være af en anden støbning. Flere viser beskriver, hvordan brudgommen bliver for­bigået på bryllupsnatten, og en anden sover hos bruden. I visen Tyge Hermandsen er brudgommen bange for regnvejr. Han sender sin gode ven for at hente bruden. Vennen ser imidlertid en mulighed for at gifte sig med hende i stedet, og først fire dage efter indfinder brud­gommen sig for at klage.
Skinsyge og jalousi har været årsag til død og ulykke. Adelsmanden har været vant til at bruge sit sværd i stridsspørgsmål, og i folkeviserne hører vi om, hvordan han selv straffer de skyldige for utroskab. I visen om Ebbe Skammelsøn bliver hele familien straffet.
I 1100 og 1200 tallet havde Danmark store områder med skov og heder. Byerne var så småt begyndt at blive anlagt. Der var små landsbyer hist og her, og hoveder­hvervet var landbrug. De adelige gårde, som var bygget af bindingsværk eller af træ, var indrettet med en "sten­stue". Denne blev brugt som et slags beskyttelsesrum, men var også det sted, hvor kvinderne opholdt sig, når de skulle føde. Folkeviserne nævner ofte "jomfrubu­ret", som var forsvarligt aflåst. De gifte adelsfruer op­holdt sig i "fruerstuen" og svendene i "borgstuen". ,,Højeloftbroen" er det, vi i dag kender som en svale­gang. ,,Højeloft" lå på første sal og var en slags lejlig­hed. I nærheden af gården har der ligget en lille skov ,,rosenlunden" og en frugthave "abildgård".

Inddeling
Man plejer at inddele folkeviserne i fire grupper: rid­derviser, trylleviser, historiske viser og kæmpeviser.

○ Ridderviserne handler om adelens liv. Disse viser er der flest af, fordi de fortæller om kærlighedskonflikter og familiestridigheder. Det er gennem disse viser, vi hører om adelens liv. De unge mænd har været optaget af at deltage i slægtsfejder, dyrket idræt, deltaget i land­brugsarbejde og været i kongens tjeneste. De unge pi­ger har mest været optaget af husligt arbejde. Som ek­sempel på ridderviser kan nævnes "Torbens datter" og ,,Ebbe Skammelsøn".

○ Trylleviserne beskriver de overnaturlige ting, som kun­ne ske ved nattetide. Man skulle passe på ikke at komme for tæt på elverhøjen, hvor elverfolket boede. I vandet levede havtrolden, som var stor, dum og klodset. Hav­fruerne havde også mulighed for at indfange mænd. Selv om kristendommen var blevet indført i Danmark, vidner trylleviserne om overgangsvanskeligheder ved at forlade den ene tro til fordel for den anden. Et middel til at undgå de overnaturlige væsners magt, var brugen af ru­ner. De har været skrevet på spyd og lanseskafter. Ru­nerne kunne vække døde, få et oprørt hav gjort stille og et uvejr til at ophøre. Det vigtigste middel mod trold­domskraft har dog været kærligheden. Eksempler på trylleviser er "Elverskud" og "Åge og Else".

○ Historiske viser handler som de øvrige om kærlighed og elskov, men her er der knyttet berømte personers navne eller vigtige historiske begivenheder til. Det er en slags nyhedsformidling, hvor der indgik en tolkning af den virkelige hændelse. Eksempler er "Valdemar og To­ve" og viserne om Erik Glipping.

○ Kæmpeviser handler om de gamle myter og helte­sagn. Her foregår ofte voldsomme kampe, ligesom vi møder gudenavne i ændret form. Eksempler er "Tor af Havsgård" og "Thrymskvadet".

Nedskrivning
Som nævnt var det adelens unge, der tog folkeviserne til sig, de·t var de unge, som digtede dem, og det var også adelen, som skrev dem ned. Dette skete dog først langt senere, nemlig omkring år 1600.
Det kom på mode at lave håndskrevne poesibøger. På den måde blev folkeviserne nedskrevet. ,,Hjertebo­gen" er den tidligst bevarede poesibog med folkeviser. Omkring samme tid blev Nordeuropas første folkevise­samling - Hundredevisebogen - trykt. Lige som i saga­erne har folkeviserne været overleveret fra mund til mund, før de blev nedskrevet. Har forsangeren ikke kunnet huske en linie, har han selv hurtigt lavet en. Ved udenadslære og genfortælling opstår der let fejl, og der­for møder vi flere former af den samme vise.
Langsomt fandt folkeviserne vej ned i samfundslage­ne og blev efterhånden sunget og danset af karle og piger rundt om på gårdene. Som tiden gik, forsvandt kædedansen til fordel for pardansen og grundlaget for folkeviserne var borte. En del danske digtere har dog senere hentet megen inspiration i folkeviserne.
På Færøerne danses stadig kædedans. Unge og gam­le, mænd og kvinder mellem hinanden, men også her i landet har traditionen holdt sig lige til vore dage.
Fra forskellig side er der gjort et stort arbejde for at finde gamle folkeviser frem. Bl.a. har Danmarks Radio opsøgt ældre mennesker i hele landet, og fået dem til at indsynge folkeviser på bånd. På grund af denne interes­se, er der blevet føjet endnu flere folkeviser til de alle­rede kendte. Desuden er der udgivet flere plader med folkeviser i moderne form.

Sammenfatning
1. Folkeviserne kom til Danmark fra Frankrig.
2. Langt de fleste folkeviser er blevet til fra 1200 til 1350.
3. Folkeviserne blev digtet, danset, sunget og senere nedskrevet af adelen.
4. Hovedmotivet i folkeviserne er kærlighed og adelens liv.
5. Folkeviserne inddeles i ridderviser, trylleviser, histo­riske viser og kæmpeviser.
6. Folkeviserne blev efterhånden overtaget af den al­mindelige befolkning.