Baggrund om folkeviser
Klik her for den lange version

Historie:
○ Folkevisedigtningen er fælles for hele Europa, men stammer oprindeligt fra Frankrig.
○ Folkeviserne var ofte digtet til adelen.
○ Adelen sendte dengang deres unge mænd til Frankrig for at studere. Her lærte de unge mennesker folkevisen at kende og bragte den med hjem til Danmark.
○ Folkevisen kom på mode i Danmark omkring 12. århundrede.
○ Folkevisen har oprindeligt været brugt som kædedans. Kædedansen kan føres tilbage til ca. 1170.
          Dansen foregik under festligheder på herregårdene: 2 skridt frem, 1 skridt tilbage, forsanger går forrest og synger stroferne, de øvrige deltagere synger med på omkvædet.
○ Melodierne fra dengang kender vi ikke i dag. De melodier, vi bruger i dag, er fra folkeviser, som er nedskrevet meget senere.
○ Kædedansen går af mode omkring år 1500, men fortsætter så som synge – fortælleviser. Kædedansen erstattes af pardans.
○ Viserne blev først i 1550 – 1700 nedskrevet af adelsdamer i deres poesibøger.
○ Der findes ca. 600 danske folkeviser. Tæller man varianterne med, er der over tusind, men varianterne fortæller den samme historie. Varianterne er opstået via mundtlige overleveringer, ligesom folkeeventyrene.

Vigtige kendetegn:
○ Syrebadsteknikken:
Folkeviserne er kendetegnede ved den såkaldte ”syrebadsteknik” Dette er en særlig fortælleteknik, hvor kun det allermest nødvendige og centrale er taget med, og hvor dette er formidlet på en forholdsvis effektiv måde.
(I et syrebad ætses alt bort undtagen kernen). Der er altså ikke medtaget nogen personbeskrivelser, miljøbeskrivelser, naturskildringer, forklaringer eller sidehandlinger.

○ Formelsprog:
Formelsprog er faste vendinger og udtryk, som går igen i flere folkeviser, og som betyder noget bestemt. Når der fx står ”ungen Hr.” ved alle, at det betyder, at der er tale om en ung ridder.
          ▪ Han red sig under ø = Han rejser af sted
          ▪ En væn mø = En pæn jomfru

○ Komprimeret sprog:
Sætningerne er korte og komprimerede (uden bisætninger), og der er ikke nogen formidlende forklaringer.

○ Adfærdsbeskrivende stil:
I folkeviser beskrives personernes følelser og tanker ikke, derfor beskrives de igennem en adfærdsbeskrivende stil, hvor vi igennem personernes handlinger, adfærd og måde de reagere på, kan se deres følelser og tanker.

○ Stereotype personer og miljø:
De enkle og stereotype personer og miljøer gør, at disse ikke behøver at blive præsenteret særlig grundigt.
Det er nok at skrive fx ”stolten mø” og ”Hr. Oluf”, så ved modtagerne godt, at det drejer sig om et riddermiljø med jomfruer og riddere.

Typisk indhold:
○ Kan være historisk
○ Kan vise hvordan de højere klasser lever
○ Konflikter mellem slægtens norm og egne følelser
○ Store følelser had, kærlighed, hævn, strid, uroligt liv
○ Viser stærke og helstøbte mennesker
○ Mod og offervilje
○ Afspejler tro katolsk tro, og rester af hedningetro overtro og myter
○ Handler om skæbnen
○ Skæbnen kan intet menneske lave om på
○ Sætter fokus på de roller man har i skæbnens spil
○ Der fortælles ingen tanker og følelser, dem må vi selv gætte os til

Middelalderens overtro:
○ En gam – en kæmpefugl der er halvt fugl og halvt løve
○ i havet er der havmænd og havfruer
○ i skovene er der trolde
○ i åerne er der åmænd
○ i moserne er der mosekoner, der brygger
○ i moserne er der elverpiger
          ▪ der er hule i ryggen, så de har ingen sjæl
          ▪ en krop der næsten er nøgen modsat de meget påklædte koner og kærester
          ▪ og så kan de danse
          ▪ følger manden elverpigen ind i Elverhøj, er han fortabt og bliver overnaturlig
          ▪ afviser manden elverpigen, bliver han ramt af et ”elverskud”, og det dør han af
○ Den eneste redning fra overnaturlige kræfter er at solen står op.
○ Det overnaturlige driver deres spil om natten – om dagen er man næsten i sikkerhed.

Andre folkevisetræk:
○ I middelalderen er det slægtens normer og livsformer, der er gældende.
○ Det er slægten, som sætter rammen for det enkelte menneskes liv.
○ Folkevisen handler ofte om den farlige overgang fra barn til voksen.
○ De unge skal lære at leve i forhold til slægten. Vil de følge slægtens normer og gøre, hvad der bliver sagt, eller vil de gå egne veje. Det er dette valg folkeviserne ofte handler om.
○ Folkeviserne er en balladetradition, der går ud på at ”syngefortælle” en god historie.
○ Folkevisen er en skabelon, der venter på at blive fyldt ud af tilhørernes fantasi.
○ Folkevisen er episk – den fortæller en historie.
○ Synsvinklen er altid ”Ydre synsvinkel” – vi får aldrig noget at vide om tanker og følelser.
○ Opbygningen er springende – der kan gå lang tid mellem de enkelte strofer – man springer fra handling til handling.
○ Når personen har gennemlevet sin skæbne, er visen forbi.
○ Folkeviserne er blevet sunget og lavet om fra gang til gang. Så bliv ikke overrasket hvis du møder en folkevise, du kender, men nu har den bare fået en ny vending.